• sktpaul.dk
• Blog oversigt

Hvordan træffer man beslutningen om at leve i cølibatet? Findes der nogle speciale procedurer? Ved man, hvornår man er sikker på, at det er det, Gud kalder én til? Sker det på baggrund af, at man ikke længere er ( aldrig har været ) interesseret i det modsatte køn? Eller måske på baggrund af, at man har opgivet håbet om at finde sin ”bedre halvdel”?

 

Først en lille historie. En ordenspræst med ansvar for optagelse af nye kandidater i sin ordens lokale provins ( historien stammer fra udlandet, derfor er der ikke nogen umiddelbare risiko for, at den vedrører nogen, man kender ) fortalte en gang, at han for nogle år siden havde mødt en yngre mand, som havde været villig til at indtræde i hans klosterkommunitet. Troen på Gud havde den unge mand. Et ”brændende” ønske om at blive ordensbroder, og måske ordenspræst i fremtiden ”fattedes” heller ikke hos vedkommende. Skønt man især i begyndelsen ikke kan være sikker på en ukendt andens indstilling, så kan man ofte alligevel vove det skridt, at det nok ikke skader nogen, at vedkommende prøver at leve, som munkene gør, og eventuelt med tiden finder ud af, at det at være en cølibatær præst / broder ikke er noget for ham.

 

I den nævnte historie var det usædvanlige det følgende: Manden ville gerne påbegynde et liv i cølibatet, men ”ikke med det samme.” Han havde nemlig ”en dejlig kæreste” og han ville bruge to uger på at tage en ”ordentlig afsked” med hende. I hendes selskab naturligvis. Med alt, hvad et kærestefællesskab indebærer nu om dage. Ønsket om ”den ordentlige” afsked var ganske afgørende for den ansvarlige pater til at rådgive ”kandidaten” at opgive tanker om klosterlivet. I hvert fald for en tid.

 

Hvorfor?

 

Beslutningen om et liv i cølibatet er ikke kun noget, der først skal gøre sig gældende en gang i fremtiden. Det er ikke noget, man bevidst udsætter. En bevidst udsættelse af livet i cølibatet er med sikkerhed ikke noget, man kan kalde: ”et kald til cølibatet”. Beslutningen om et liv i cølibatet bør gælde -  for dem, der vælger det – her og nu. Det mest ønskelige er et syn på cølibatet som er sammenkoblet med det katolske syn på menneskers seksualitet, hvor seksualiteten forstås alene som en væsentlig del af det hellige ægteskabelige fællesskab, hvor aktiv udøvelse af den seksuelle forening ikke hører hjemme andre steder, end inde i ægteskabet. Et sådant syn på seksualiteten hjælper betydeligt, jeg tør sige, er nødvendigt til at kunne træffe en beslutning om livet i cølibatet på sundeste og ægte måde – især, hvis cølibatets tilstand skal være menneskets frie svar på Guds kald. Et løst, accepterende forhold til udenfor ægteskabelig udøvelse af seksualiteten gør både beslutning om og trofasthed mod cølibatet betydeligt vanskeligere. I alt for mange tilfælde umulig.

 

Med andre ord: det er vanskeligt at kunne forestille sig, at en sådan beslutning kan være noget ægte efter, at man først weekend efter weekend har kunnet prale med nye erobringer.

 

I den sidste tids medienysgerrighed omkring katolske præster kunne man læse / høre: ”Han har levet i cølibatet i … ( og her følger antal af de år, som den pågældende præst har været præst )”. Godt nok forpligter en kommende katolsk præst sig til livet i cølibatet på en højtidelig vis først ved en diakonvielse ( ca. 6 - 12 måneder – før præstevielsen ), men beslutningen om cølibatet er blevet truffet tidligere. Ingen katolsk biskop ville vie en kandidat til præst, hvis han havde kendskab til, at kandidaten valgte at forberede sig til livet i cølibatet ved aktiv at udøve udenfor ægteskabelig sex.

 

For mig personligt gjaldt det den skønne og i den grad bekræftende udfordring, hvor én romantisk sjæl, møder en anden romantisk sjæl i skikkelse af en skøn ung pige, og de begge træffer beslutningen om at vente på hinanden seksuelt indtil de har modtaget ægteskabets sakramente. Jeg er sikker på, at den beslutning hjalp ( og hjælper stadigvæk ) både mig og hende til at tage den næste skønne udfordring, som fulgte med, da jeg blev afklaret ved mig selv, at Gud kaldte mig til at være præst.  

 

Mange hævder, at cølibatet i sig selv må være noget forkert, da det strider imod den menneskelige natur. Mange hævder, at det derfor er for vovet. Gud skabte os sådan, at ”Det er ikke godt for et menneske at være alene.” / 1.Mos2,18/. Det er også derfor, at Gud kalder de fleste mennesker til ægteskabet. Nogle vælger Han til liv i cølibatet. Gud er den, der kalder én enten til ægteskab eller til cølibat og Gud er den, der er den bedste garanti for, at vi kan være tro mod vort kald.

 

Til sidst igen en lille digression: For nogle år siden genudsendte en af tv-stationer filmen ”Tornefuglene” med Richard Chamberlain, som en katolsk præst og senere endda som kardinal. Hovedpersonen mødte en ung kvinde, han kendte fra hendes barndom af. Denne kvinde blev hans store kærlighed, en alt for stor udfordring for at han kunne efterleve sine cølibatløfter. På et tidspunkt bekendte han: ”Heller ikke Gud er i stand til at udfylde det tomrum, som opstår hos en mand, som ikke har en elskende kvinde ved sin side, en kvinde til at elske.” ( jeg citerer måske ikke helt præcist ). Dette argument imod cølibatet hørte jeg sidenhen flere gange fra især nogle kvinder, som angiveligt ikke ville have noget imod, at præster gjorde sig fri fra cølibatet. Den videregående tanke vil jeg kun begrænse til min egen person. Har Gud udfyldt det nævnte tomrum hos mig? Gud er med sikkerhed i stand til at udfylde hele universets tomrum – ellers ville Han ikke have været Gud. Det er ikke Guds første opgave i den sammenhæng at udfylde tomrummene. Gud giver to mennesker til hinanden: en mand og en kvinde, så de kan hjælpe hinanden, på en måde være udtryk for at udfylde de tomrum, som opstår hos enhver, som ikke fuldkomment er forenet med Gud. For mit vedkommende gælder den situation: i min ufuldkommenhed erfarer jeg stadigvæk tomrummene, som knytter sig til livet i cølibatet, men dette giver mig ikke en anledning til at bebrejde Gud for, at Han ikke er i stand til noget. Dette giver mig desto mere en anledning til at søge Gud og Hans nærvær.

 

 

Pastor Michal Bienkowski

Kommentarer, refleksioner, kritik er meget velkomne enten direkte på hjemmesiden eller på min adresse: sktpaul@mail.dk