• sktpaul.dk
• Blog oversigt

Foragt og angst for seksualiteten, misforståelse af seksualiteten, misforståelse af Guds skabelsesplan i det hele taget, negativ holdning til den seksuelle nydelse, med andre ord: Protest mod seksualiteten, samt ophøjelse af seksuel afholdenhed…

Eller: undertrykkelse af seksualiteten, som per definition kulminerer med sygelig adfærd, deriblandt misbrug af mindreårige. 

Det er blot et udpluk af navnene på de argumenter, som ifølge den kritiske side af debatten om de katolske præsters cølibat, skulle være årsag til, hvorfor den Romersk Katolske Kirke forpligter sine præster til et liv uden ægtefælle, uden kæreste, uden sex.  

Forbavset? Nej, hvis de nævnte former for misforståelsen kun ville have været udtalt af folk, som bruger weekend efter weekend på nye erobringer. Nej, hvis disse holdninger kun var blevet udtalt af psykoterapeuter ( med Sigmund Freud som alfa og omega på området ) og andre sexguruer, som nærmest opfatter seksuel adfærd som vejrtrækning: ”holder man op med det, er man død”. Til gengæld kunne forbavselsen ikke udeblive helt, da en tilsvarende misforståelse både gjorde sig synlig hos en del ”godtroende” katolikker og nogle fremragende teologer fra en af vore søsterkirker ( eller rettere sagt: fra en af vore datterkirker ). 

Når jeg som katolsk, cølibatær præst standser ved hver eneste af de følgende navne, som beskriver forhold til seksualiteten, nemlig: foragt og angst, misforståelse, negativ holdning, protest, etc., ved jeg egentligt ikke, om jeg burde begræde manglende forståelse og på den baggrund – den direkte forkerte præsentation af cølibatet, og derigennem indirekte udtryk for misbilligelse af bl.a. min egen person, som frivilligt har givet afkald på at stifte familie med hustru og børn, og alle andre (kæreste)relationer, som inkluderer sex, eller om jeg burde grine over fremstillingens groteske karakter.  

Jeg undlader at græde og beholder mine tårer til andre lejligheder og andre årsager. At grine har jeg heller ikke lyst til alligevel – ikke mindst på baggrund af, at jeg alt for godt husker, hvad der frembragte diskussionen om præsternes cølibat på banen. Derfor prøver jeg at forholde mig til emnet udenom at benytte mig af nogen af de to ekstremt – i forhold til hinanden – modsatte reaktioner.  

Hvad er præsternes cølibat? Hvorfor vælger man det? Er det overhovedet muligt for en sund og rask mand med alle sine hormoner i behold, med al sin begejstring for kvindeligheden at holde sig væk fra kvindekroppen? I tilfælde af mangel på kvinden begynder man så ikke at søge et tilsvarende selskab enten hos mænd eller hos børn? 

Lad mig – til at starte med – forholde mig til cølibatet, der anses som en protest. Jeg vil ikke helt afvise betegnelsen ”protest”. Til gengæld skynder jeg mig med at understrege, at cølibatet på ingen måde er protest mod seksualiteten som sådan. Det kan til gengæld med rette opfattes som protest mod forkert forståelse for og brug af seksualiteten: i egoistiske henseende og løsrevet fra de ægteskabelige relationer mellem en mand og en kvinde. Ja, i så tilfælde kan man tale om cølibatet som en form for protest ( endda en kraftig en af slagsen ).  Men det er ikke protesten, der står som grundlag for de katolske præsters, ordensfolks og mange andres cølibat ( for Himmerigets skyld ), men både den naturlige og overnaturlige begejstring for den seksuelle forening. Kirken har altid set denne Guds gave, som noget stort. Det store kommer til udtryk ved en erfaring af en kærlighed, som smelter to personer sammen, får dem til at forglemme sig i hinanden – det enestående udtryk for, at de to ikke længere er to, men ét legeme. / Matt 19,6; 1. Mos2,24 /.

Helt bestemt er seksualiteten en af de største gaver: både til at kunne udtrykke den enestående form for kærlighed og til at have del i den Skabende Guds værk – nemlig ved at skabe Gud flere børn. Når det alligevel handler om begejstring, hvorfor afstå så fra at bruge gaven? Er det ikke en form for utaknemmelighed mod Gud? – Han giver jo sine gaver som opgaver ( talenter ), der skal kunne bære frugt. Hvorfor cølibatet? Seksualiteten bruges i overensstemmelse med Gud vilje, når den enten er en del af det ægteskabelige liv ( både som udtryk for den indbyrdes kærlighed, ansvar for hinanden og åbenhed for nyt liv ), eller når den ofres helt tilbage til Gud.  

Minder cølibatet i så tilfælde ikke den begravede talent, som den frygtsomme tjener bringer tilbage uden at have prøvet at flerdoble dens værdi? Nej, på ingen måde. For at kunne forstå cølibatets værdi, er det også gavnligt at kunne forstå Den Katolske Kirkes lære om Eukaristien og at kunne se, hvad der foregår under Eukaristiens fejring. Her – under den Hellige Messe – sker der den enestående gaveudveksling mellem Gud og mennesker. Hvilken gave drejer det sig om? Gaven er Guds egen Søn – Jesus Kristus. Under Eukaristiens fejring giver Gud Sin Søn til os. Samtidig forventer Han, at vi også har en gave til Ham. Hvilken en? Vi kan ikke selv skaffe en værdig gave til Gud. Vor værdige gave til Gud må derfor ( kan alene ) være selve Kristus ( vi må gerne vedhæfte os til Kristus som gaven til Gud ). Ved at frembære Kristus som gaven, modtager vi Ham på den mest perfekte måde – omvendt: modtagelse af Kristus er kun frugtbar, når man også er indstillet på at frembære Ham som vor offergave både til Gud og til medmennesker. 

Cølibatet er altså hverken foragt, eller angst, eller misforståelse, eller negativ holdning i forhold til seksualiteten. Cølibatet er et udtryk for, at seksualiteten virkeligt anses som en stor gave, og de, der påtager sig et liv i seksuel afholdenhed, utrykker på en anderledes måde end ægtefæller det samme ønske: ”Gud, her er jeg, som Du har skabt mig med min seksualitet. Jeg bringer den til Dig og Du må selv bestemme, hvordan jeg kommer til at bære frugt af denne gave, som Du har betroet mig. Du må selv bestemme, hvordan mit faderskab ( moderskab for kvindernes vedkommende ) skal kunne udtrykke sig.”   

Jeg slutter for den gang, men jeg genoptager emnet gerne – især, hvis der skulle vises en særlig interesse for det.  Jeg tillader mig at tilføje en lille historie:  

I min tid i Fredericia blev jeg nærmest dagligt hjulpet med forskellige praktiske ting ved kirken af et ældre ægtepar. En gang mens jeg ledsagede parret til udgangsporten, blev jeg spurgt af en lille skolepige – elev på Skt. Knuds skole:

-         ”Er det dine forældre?

-         Nej. – svarede den ældre herre imens jeg forsøgte at finde ord, som skulle beskrive mine tætte relationer til de to mennesker – Det er ham, der er vor far. – forklarede den kloge mand.”  

Sapienti sat! – For den kloge må det være nok! 

Der skal bemærkes, at manden på daværende tidspunkt var over 80, hans hustru lidt under 70 ( de er begge flyttet hjem til Vorherre og måske smiler lidt, imens jeg nævner den sympatiske episode ) og jeg – knapt 34 år. Så barnløs – på trods af troskab mod cølibatløfter er jeg altså ikke. Og jeg føler mig heller ikke barnløs. 

Kommentarer, kritik, refleksioner er meget velkomne: enten her på hjemmesiden eller direkte til mig på min private adresse.Pastor Michal Bienkowski

Da jeg selv stiller en række spørgsmål i det ovenstående indlæg og ikke er nået så langt som at besvare dem alle - så indlægget ikke blev til en bog, vil jeg prøve at forfølge emnet ved at tage fat i de ubesvarede spørgsmål. På en måde kan man betragte emnet: "cølibatet" som en del af emnet "seksualiteten".