• sktpaul.dk
• Blog oversigt

Korsvejen

 Herre Jesus Kristus, Dit Allerhelligste Hjerte er en kilde, hvorfra det levende vand udspringer. Din vej ad Golgata føltes i vore øjne meningsløs – Du led uskyldig. Men hvert eneste skridt, Du foretog Dig, hvert eneste tegn på Din smerte, som både Dit ansigt og hele Legemet gav udtryk for, fremmede vor frelses øjeblik. Vi kunne ikke straks genkende vor Frelser i det lidende Menneske, Du blev. Helt anderledes forestillede vi os Frelseren. Han skulle være stærk, én, der ikke bøjede sig for andres ondskab. Én, der kunne besejre ondskaben med vore metoder: fordømmelse for fordømmelse, knytnæve mod knytnæve, øje for øje, ondt for ondt. Den frelser, som vi ustandseligt skaber i vort billede, er ikke som Du. Derfor tager vi fejl af Dig og Du ønsker blot, at vi øser af Dit Hjerte og fylder vore hjerter med det levende vand. For at gøre os i stand til det, henvender Du Dig ydmygt til os, som til den samaritanske kvinde: ”Giv Mig noget at drikke.” ( Joh. 4, 7 ). På denne korsvej, Herre, vil jeg gerne se Dig, som den sande, ikke skabte Frelser. Og jeg vil gerne se mig selv og min egen plads under vandringen mod Golgata. Ofte ønsker jeg helst at glemme min deltagelse i Din lidelsesvej og løbe bort fra mit ansvar for det, der er sket med Dig. Flugten kan godt nok få min samvittighed til at lægge sig i søvn og falde til ro. Men det er ikke samvittighedens falske fred, der giver mig frelse, men Du, o Herre, som siger til mig: ”Hvis nogen vil følge efter Mig, skal han fornægte sig selv og dagligt tage sit kors op og følge Mig.” ( Luk. 9, 23 ). 

1.     Station: Jesus dømmes til døden.

Sammen med mange andre beundrede jeg Dig, da Du lærte i synagogerne, i Helligdommen, i private hjem og ude i naturen; da Du lukkede munden på nogle farisæere og skriftkloge. Jeg så op til Dig, da Du mættede sultne, helbredte syge og endda opvækkede Lazarus fra de døde. Du var noget! Sammen med mange andre mødte jeg op ved Pilatus` palads og ventede spændt på situationens udvikling. Desværre lignede Du ikke mere én, som kunne få mig til at føle mig tryg. Du syntes ikke at være interesseret i at redde Dig selv. Hvordan kunne Du så hjælpe mig, hvis jeg skulle blive truet? Jeg havde ikke nogen problemer med først stille, så lige så højt som andre, så måske endda højre end de andre at råbe: ”Korsfæst Ham! Befri Barabas!” Det lød så harmonisk med de andres: ”Korsfæst Ham! Befri Barabas!”. Hvorfor skulle jeg råbe noget andet? Ingen ville kunne høre mig, og hvis nogen alligevel hørte, havde jeg blot problemer. Herre Jesus, de menneskelige synder, ja også mine synder dømmer mennesker til døden. For at redde os fra den evige død påtager Du Dig alverdens skyld og døden for os. Lær mig, så hele mit liv kan blive en taksigelse for dette Dit offer. 

2.     Station: Jesus tager korset på Sine skuldre.

Jeg husker, hvordan Du lærte mig at sige: ”Ske Din vilje!”. Jeg kunne se, hvordan min vilje var ved at gå i opfyldelse. Mit: ”Korsfæst Ham! Befri Barabas!” gav resultat. Barabas er nu en fri mand. Korset er allerede lagt på Dine skuldre. Jeg anede endnu ikke, at denne min vilje også alligevel var Din egen vilje. Herre Jesus befri mig fra enhver form for ønsker om at være fri for Dit herredømme. 

3.     Station: Jesus falder første gang under korsets tunge vægt.

Selv for mig, som lige før havde råbt: ”Korsfæst Ham!”, var dette syn for meget. Jeg var ikke klar over, at Du, som så mange gange viste Din almagt, ville under korsvejen være så magtesløs, som et menneske, der har alt og alle imod sig selv. Men det var stadigvæk for tidligt at fortryde mit: ”Korsfæst Ham!” Herre Jesus. Giv mig kræfter og mod til at erkende mit syndefald og viljen til at rejse mig igen. Sammen med Dig! 

4.     Station: Jesus møder Sin hellige Moder.

Jeg kunne se Hendes smerte. Jeg så, at også Du led meget mere, da Du så, at Hun havde set Dig lide. Og Hun så, at Du havde set Hende lide. En ring af smerte: Moderens pine på grund af Sønnens lidelse; Sønnens smerte på grund af Moderens pine. Hvor ville jeg ønske, at jeg var modig nok til at kunne bryde den smertefulde ring. Og blive en del af den. Men jeg var endnu ikke i stand til at høre Dig sige: ”Giv Mig noget at drikke.” Herre Jesus, må Din Smerterige Moder ustandseligt  vise mig kilden til den styrke, som kan få mig til at blive sammen med Dig, selvom det til tider kan være ganske krævende, menneskeligt set: uudholdende.  

5.     Station: Simon af Kyrene hjælper Jesus at bære korset.

Jeg var endnu ikke i stand til at høre Dig bede: ”Giv mig noget at drikke.” Jeg vred mig ud af vagternes hænder og sneg mig tilbage, da de forsøgte at få mig til at hjælpe Dig med at bære korset. Derfor fandt de en anden. Jeg blev lettet over, at Du, Jesus, ikke længere var ene om at bære korset. Men min samvittighed fik mig til at føle et nederlag: jeg forspildte min enestående chance for at hjælpe Dig, min Frelser. Herre Jesus. Det kan virke nemt at se mening med at bære sit kors og følge efter Dig. Det kan virke nemt, når det er andre, der skal opfordres til det. Lær mig i virkeligheden at tage det kors op, som Du ganske konkret indbyder mig til. 

6.      Station: Veronika rækker Jesus svededugen.

Ikke hele verden var uberørt. Ikke alle var, ligesom jeg, bange for at handle anderledes end de fleste. Imens jeg stadigvæk tænkte på, hvor kujonagtigt jeg havde handlet ved at flygte fra soldaternes rækkehvide, så jeg en kvinde, som ligesom jeg sneg sig igennem soldaterne, men hun tog den modsatte - i forhold til min - retning. Hun nærmede sig Dig, tørrede Dit snavsede ansigt. Og hendes hjerte fyldtes med en ubeskrivelig værdighed. Hun rakte Dig, Herre, sit fineste tørklæde, som hun for påskens skyld havde på. Og Du belønnede hende med Dit hellige ansigts aftryk. Veronika forstod godt, hvad det ville sige: ”Giv Mig noget at drikke.”, når det er Dig, som på den måde henvender sig til et menneske. Hun tænkte nok ikke på en belønning. Hun tænkte kun på sin lidende Mester… Ingen går tomhændet bort fra mødet med Dig, kære Jesus. Selv i denne forfærdelige time. I Dit ansigts aftryk modtager Veronika adgang til det levende vand. Herre Jesus. I dåbens sakramente indprentede Du Dit væsen i mit væsen. Så ofte tilsløres det på grund af mine synder. Giv mig den nåde, at Du gøres mere og mere synlig i mig. 

7.     Station: Jesus falder anden gang under korset.

Dine fysiske kræfter, Herre, er mindre. De åndelige kræfter hos dem, der tør trodse omgivelsernes og hele verdens pres, og følge efter Dig, og rejse sig sammen med Dig, er større. ”Giv Mig noget at drikke!” – gentager Du Din ydmyge bøn. Og endelig har jeg forstået, at ikke så meget det tunge kors, men mit: ”Korsfæst Ham!”, min fordømmelse og angst, min vantro, mistillid og manglende kærlighed er en større årsag til Dine gentagne fald. Og endelig har jeg forstået, at Du ved at bede mig om noget at drikke, selv ønsker at give mig vand, det vand, som ikke lader mig blive liggende i mit snavs. Herre Jesus. Beskyt mig imod alt for let at give afkald på kampen imod mit første syndefald – det første fører væsentligt nemmere til det næste, og de efterfølgende fald. Hvis jeg alligevel giver op og falder, så styrk mig da ved Dit kors til at rejse mig igen. Sammen med Dig! 

8.     Station: Jesus trøster de grædende kvinder.

Et korn der lægges i jorden, skal først dø, så bringer det frugt. Herre Jesus, Du er endnu ikke død, men det korn, Du har lagt i jorden igennem Din smertefulde vandring mod Golgata, er allerede på det nuværende tidspunkt ved at bære frugt: først og fremmest er det Din konsekvente opfyldelse af Faderens plan, så er det Din smerterige Moders vidnesbyrd, så en række af andre mennesker, som forsøger at vise Dig kærlighed, så nogle små tegn på min omvendelse. ”Græd ikke over Mig, men over jer selv og over jeres børn.” – siger Du overraskende til nogle kvinder, som viser Dig medfølelse. Herre Jesus, mine synder sårer Dig hårdt. Giv mig tårer, som kan blande sig med dåbens vand, imens Du tvætter mig ren for mine synder. 

9.       Station: Jesus falder tredje gang under korset.

Vore ansigter mødes på det tidspunkt. Vore blikke retter sig mod hinanden. I et øjeblik glemte jeg at være forsigtig og passe på mig selv. Jeg nærmede mig for tæt. Imens Du, helt udmattet var ved at falde ned, skubbede en af soldaterne mig mod jorden. Det gjorde pludselig ondt i kroppen, men endnu mere på grund af at have set Dig ligge udstrakt på vejen. Så tæt på mig! Jeg havde ingen krus med vand med. Jeg kunne ikke give Dig noget at drikke. Du rejste Dig alligevel. Og jeg kom til at støtte mig til Dit kors, mens jeg forsøgte at følge videre efter Dig. Herre Jesus. Denne station viser mig et håb om, at det endnu ikke er for sent. Selv ved vejens ende kan jeg helt rigtigt slutte mig til at være med. Giv mig alligevel visdom til ikke bevidst at udsætte til senere min deltagelse i Dine mysterier. Und mig Din nåde, hvis det alligevel skulle blive tilfælde. 

10. Station: Jesus berøves sine klæder.

Jeg kan fortsat ikke gøre mig helt fri fra mit ihærdige: ”Korsfæst Ham!” Nu ser jeg Dig, Guds Lam, som borttager verdens synder. Mit: ”Korsfæst Ham!” koster Dig hele Din værdighed. Først den guddommelige værdighed, så den menneskelige. Først havde jeg lyst til at glemme alle de mirakler – tegn på Din Guddom, jeg havde set, så kunne jeg knapt genkende et menneske i Dig. Berøvet Dine klæder, ydmyget langt udover de tænkelige grænser tigger Du ikke om Din frelse. Du frelser mig. Herre Jesus, vis mig vejen til at leve i en fuldstændig sandhed overfor Dig og overfor mennesker; lær mig at vise Dig den højst ønskelig ærbødighed. 

11. Station: Jesus nagles til korset.

Min vilje fra tiden ved Pilatus` palads er sket. Og Din vilje er sket. Du, min Kristus, blev korsfæstet. Dit guddommelige, mishandlede Legeme og korsets træ forenedes. Først nu er jeg i stand til at føle befrielsen fra mit forfærdelige: ”Korsfæst Ham!” Du forsøgte at bebude min befrielse i forvejen, men jeg var døv. Jeg var døv i mit hjerte og kunne ikke høre. Jeg var for meget optaget af mig selv, af, hvad jeg følte. Befrielsen kom til mig, som det levende vand, som om lidt skulle udgydes sammen med Dit Blod. Befrielsen kom, mens Du sagde: ”Fader, tilgiv dem, fordi de ikke ved, hvad de gør.” Og i mine ører lød det mere personligt, som om Du havde sagt: ”Fader, tilgiv ham, fordi han ikke ved, hvad han gør.” Korsfæstede Herre Jesus! Må Din tilgivelse aldrig blive misbilliget af mig. Giv mig allerede her på jorden at leve i dennes kraft. 

12. Station: Jesus dør på korset.

Da Du udånede, føltes det, som om Gud selv forlod denne jord, som ikke ville tage imod sin Skaber. Tomheden var ikke til at beskrive. Den eneste trøst, som fandtes – på trods af den opståede tomhed - var, at Dit døde Legeme ikke led mere. Til gengæld skælvede hele jorden af smerte og mit hjerte skælvede af samvittighedens kvæler. Mon Du, den forkastede Gud, finder viljen hos Dig til at vende tilbage? Viljen til igen at udfylde den gabende tomhed? Ja, Du kommer igen og lader ikke vente på Dig i lang tid. Beslutningen om tilbagekomsten bekræftede Du, da Du bad Din Fader om tilgivelse for mig og for hele verden. Du kommer igen og bringer både jordens og mit skælv til ende. Du kommer igen Påskemorgen, når Dit Legemes Tempel – efter at have været ødelagt – bliver genopbygget. Herre Jesus, imens jeg med smerte betragter Dig i Din død, beder jeg om, at Du gør mig mere og mere i stand til både at leve for Dig og dø for Dig. 

13. Station: Jesu døde Legeme tages ned fra korset.

Ikke længere høres eller ses eller mærkes nogen tegn på den aggression, som banede Dig vejen til Golgata. Kun stilhed og en slags kontemplation, som endnu stærkere knytter Moderens og Sønnens Hjerter til hinanden – på trods af, at Dit - Sønnens Hjerte holdt op med at banke. En stilhed og kontemplation, som også påvirker mig, som på den ene side får mig til at miste hovedet: ”Hvordan kunne jeg svigte Dig så voldsomt og kræve Din korsfæstelse?”, og samtidigt fylder kontemplationen mit hjerte med en ubeskrivelig fred: ”Du tilgav mig. Du frelste mig.” Herre Jesus, giv mig kræfter til at lade Dig bestemme, hvornår jeg tages ned fra korset, når jeg på en eller anden måde bliver indbudt til at blive korsfæstet sammen med Dig. 

14. Station: Jesu døde Legeme lægges i Graven.

Langsomt begyndte jeg at forstå, hvorfor jeg pludselig kom til at føle, at netop dette sted - Din Grav midt i tomheden - dannede et miljø af sikkerhed og tryghed. Netop fordi Graven gemte Dit Legeme. Når en kæmpestor sten kommer til at blokere indgangen til Dit hvilested, vil mørket være det eneste, der bliver tilbage hos Dig.  Men i hvert fald her har tomheden ikke noget at sige. Her bliver tomheden nødt til at møde sit nederlag, når Du er opstået fra de døde. Herre Jesus, i Din gavmildhed gjorde Du mig til en del af Dit Legeme og Dit tempel. Beskyt mig mod at blive Din tomme grav, hvor Du kun skulle forblive som tegn på dødens sejr over Dig. En slags fortid. Gør mit indre og hele mit væsen til et tabernakel, hvor Du er til at findes som den, der var død, men er opstået igen. Som den, der sammen med Faderen og Helligånden lever og regerer for evigt og meddeler Dig til mennesker. Amen. 

******************************************************* 

Korsvejens 14 stationer har inspireret mig fra barndommen af. Skulle jeg opleve en gangs fastetid uden at kunne deltage i den smukke andagt, ville jeg have det, som om nogen stjal noget af det allervigtigste fra mig. Jeg mindes med kærlighed min tid i folkeskolen, hvor man om fredagen i fastetiden blev længere i denne by, hvor både skolen og sognets kirke befinder sig for at kunne deltage i Korsvejen. Den har på en særlig måde præget mit forhold til Jesu Lidelse, Død og Opstandelse. Fra min barndom af har Korsvejen haft en stor indflydelse på min forståelse af og tilknytning til Eukaristien: i den grad, at jeg mere og mere søgte at være tættere på de begivenheder, som vi gennemlever ved fejringen af Eukaristien; i den grad, at jeg især Skærtorsdag og Langfredag – hvor begivenhedernes nærvær mærkes specielt – ikke mindst som præst har nogle gange haft lyst til at flygte fra altret og gemme mig bagest i kirken, ja i den sidste bænk – med håbet om, at det gør mindre ondt, når man beholder en længere afstand til altrets ( ikke mindst Golgatas ) begivenheder. Samtidig bliver man ved med at stå fast ved Golgata, fordi selve Kilden – begivenhedernes centrum tiltrækker så stærkt, at man af en eller anden grund er istandgjort til at trodse både angsten og hjertets smerte.  Jeg ønsker alle, som kommer til at læse de ovenstående overvejelser, at erfare, at Kristus er langt mere nærværende, end vi tror.  

Pastor Michal Bienkowski

Kære fader Michal

Det er en meget stærk og rystende korsvej, du har skrevet/redigeret her. Den ramte mig lige i hjertet. Men det er også en god ting at blive rystet en gang imellem, så man ikke helt falder hen og bare gentager korsvejen uden at tænke over den. Selv er jeg desværre ikke for god til at huske at "gå korsvejen" så ofte som jeg burde. Men denne vil jeg bruge mange gange fremover.

Ulla